At være barn af en SM’er (Del 2)

På opfordring skriver jeg del 2 af denne blog, med mere konkrete resultater af at være et barn af en SM’er. Jeg vil dog stadig anbefale at læse del 1, som primært handlede om mit sociale netværk som barn grundet min mors seksualitet. Del 2 vil jeg forsøge at komme ind på hvilke konsekvenser det har haft for mig personligt.

Min mor var SM’er, jeg har ikke haft en far i mit liv, men skiftende stedfædre, der har ikke væres mange, men en del. Jeg er vokset op med et SM rum i kælderen, dildoer frit fremme og piske hængende på væggen. Min mor har haft en holdning jeg ser mange andre steder, nemlig at børn skal kunne komme med alt hvad der fylder deres hoveder, og jeg har ALTID fået et svar. Nøgenhed og snak om sex, kærester etc. Var nærmest dagligdag, fra en ret tidlig alder.

En problematik med et nysgerrigt barn som jeg var, er at jeg jo spurgte meget, læste SM bøger som stod på bogreolen, jeg tror jeg var 12 da jeg læste ”O’s Historie” første gang. Jeg mistede min mødom som 14 årig på en efterskole, drengen jeg havde sneget mig over til om natten anede ikke at jeg var jomfru, heller ikke bagefter. Så det var nok lidt mere brutalt, end det de fleste oplever. Bagefter kiggede han på mig og sagde han ikke var klar til at have en kæreste pt. Om vi bare kunne være bollevenner og jeg sagde bare ja.

Nå det jeg vil frem til er, at min viden om sex og SM og andre mærkelige ting i den dur, var simpelthen så stor i teori at jeg kunne snakke med på alt, jeg kunne fortælle om spændende stillinger, om at binde hinanden, om at klappe i røven i doggy, om blowjobs, analsex etc. Jeg vidste ALT, eller det troede jeg. Så den kære dreng der tog min mødom var faktisk overbevist om at jeg var ret erfaren seksuelt, derfor blev det nok mere brutalt end sundt var.

Derefter startede jeg en løbebane der indholdet orgier, 3-kanter, poly forhold, spanking, bondage osv. Alt sammen inden jeg blev 15. Alt sammen udelukkende bygget på den viden jeg har fået af min mor og havde adgang til i vores hjem. Jeg tog ud og fik tæsk og tævede vildt fremmede, hvis der var en der snakkede om noget jeg ikke havde læst så gjorde jeg det med det samme.

Det har selvfølgelig også medført en frygtelig masse dårlige oplevelser. Der findes ikke mange romaner eller bøger om hvordan SM skal være, eller jo, men ikke hvordan det i hvert fald ikke skal være. Jeg er helt overbevist om at, i mine første år, som seksuel aktiv anede jeg ikke forskellen på vold og SM. Sådan har mange andre måske også haft det, men jeg startede simpelthen min seksualitet med SM, jeg var slet slet slet ikke moden nok til de ting jeg fortog mig, mine partnere blev ældre og ældre, for at jeg blev udfordret nok. Lige inden jeg blev 15 var jeg kærester med en mand på 28, altså dobbelt så gammel som jeg. Som for øvrigt filmede mig og stolt viste videoerne til hans venner, jeg vidste ikke at det ikke var ok!

Da jeg blev 15 var det umuligt for mig at være sammen med nogen på min egen alder, de vidste på ingen måder nok om sex og SM. Det samme år fik jeg piske og manchetter af min mor i fødselsdagsgave, nok mest af alt fordi jeg ikke havde råd og hun vidste jeg manglede det. Det gjorde det kun endnu svære at finde nogen på min egen alder, så jeg startede et poly forhold med 2 mænd sidst i 20’erne, der endte i en voldtægt da jeg ikke ville mere, for det var jo sådan jeg kunne lide det (Sagde de)

Jeg er først i mit voksne liv blevet klar over, at selvom man dyrker SM, er det ok at sige fra. Det er i orden at sige at man faktisk ikke har lyst til at bløde fra røven, fordi granvoksne mænd insisterede på analsex. Jeg har en liste så lange af horrible oplevelser, fordi jeg troede at sådan skulle det bare være, jeg var simpelthen ikke klogere. Jeg havde viden større end de fleste af dem jeg legede med, altså i hvert fald inden for hvad man kan gøre. Jeg forstod bare slet ikke det med grænser, jeg forstod bare ikke at når man brækker sine ribben fordi manden tænder på at slå en i nyrerne og rammer forkert, så skulle jeg måske stoppe op og se hvad jeg havde gang i. Næ nej 2 dage senere var jeg sammen med en anden, som oven i købet synes det var frækt hvordan jeg hulkede når han trykkede på mine ribben imens han kneppede mig, jeg vidste bare ikke bedre.

Jeg tror ikke jeg behøver at tegne et mere klart billede af mine teenageår end jeg har gjort, så vil lige kort slutte af med at fortælle om oplevelser i min barndom, for havde jeg gjort de samme ting som voksen, var jeg nok blevet anholdt for vold eller voldtægtsforsøg.

Jeg var 7 da jeg i en periode havde en stedsøster på samme alder som jeg, der gik ikke længe inden jeg udsatte hende for overgreb. Jeg byggede huler under stole og borde, så forslog jeg at vi legede at jeg var en ond trold og hun var en uskyldig pige. Så trak jeg hende ind i hulen, flåede hendes tøj af og lagde mig oven på hende og suttede på hendes brystvorter og kneppede hende med tuscher. Jeg var 7!!! Jeg fik en enorm skideballe af min stedfar, for det jeg havde gjort ved hans datter, og jeg forstod det bare slet ikke, hvorfor var det ikke ok at jeg gjorde det, når min mor gjorde? (De blev skilt kort tid efter)

Da jeg var ca. 8 havde jeg en veninde som havde et høloft, vi var der oppe og pjattede rundt, legede kildeleg. Eller det troede hun, var jeg var nemlig den onde trold igen, og da hun først lå i høet og jeg lå ovenpå hende og kildede hende, så begyndte jeg at holde hende mere og mere fast og pille imellem hendes ben, hun begyndte at græde og bad mig om at stoppe, men jeg troede det var en del af legen, så jeg forsatte. Jeg husker ikke konkret hvornår det gik op for mig, at det ikke var sjovt eller skuespil, men der gik noget tid. Hun sagde aldrig nogen til nogen, vi snakkede heller aldrig om det, men vi legede aldrig mere på høloftet.

Da jeg var 13 sloges jeg med en dreng der var dybt forelsket i mig, jeg fik fat i begge hans ben og plantet en fod i skridtet på ham. Jeg har altid haft lange ben og han var ret lille, så da jeg rev i hans ben og strakte mit, blev hans kæreste most under min fod. Han skreg og græd og jeg grinte bare, sagde jeg ville stoppe når han erkendte at han var en svag lille kælling der bare skulle gøre som der blev sagt. Jeg tror vi lå sådan tæt på en halv time imens jeg ydmygede ham på det groveste.

Så er der vist eksempler nok. Jeg skammer mig over meget af overstående i dag, det eneste jeg kan beskytte mig bag er at jeg ikke vidste bedre, jeg gjorde som jeg havde læst, set og hørt. Jeg kan heller ikke sige min mor er alene ansvarlig. Men jeg ville ønske at jeg havde startet ud som alle andre, med samme viden og samme ret til at gøre mig erfaringer og opdage verden inden for det seksuelle. Men den ret blev frataget mig i en så tidlig alder, at jeg faktisk aldrig fik muligheden.

Ikke alle er som min mor, heldigvis. Det eneste jeg forsøger at vise med mine blogs om emnet, er hvilke konsekvenser det KAN have. Selvom min mor altid var åben for en snak, var der uhyggeligt meget jeg ikke fortalte og spurgte til råds om, der iblandt stort set alle negative oplevelser jeg havde. Mente det var mig der var noget galt med og at jeg nok skulle lære det med tiden.

I dag er jeg normalt fungerende, jeg har en stor kuffert af alt for tidlige erfaringer. Mange har udtrykt at jeg leger hardcore lege, jeg aner ikke om det havde været anderledes, hvis jeg havde haft muligheden for at udvikle mig i eget tempo. Jeg er glad for mit sex-liv og mine erfaringer har jeg heldigvis lært at bruge konstruktivt. Det kunne være gået meget mere galt end det gjorde. Jeg vil sige at jeg er rimelig ok i dag, men jeg ønsker ikke for noget andet barn at de skal have en så voldsom seksualitet i en så tidlig alder, langt før de selv er klar til det.

 

Jeg har tænkt mig at skrive en del 3 – Om hvordan det var at færdes i det samme univers som min mor, altså indtil den dag hun døde.

Bagsiden af frontlinjen (Livet på nettet)

Jeg er en stærk karakter, jeg siger min mening og glemmer ret ofte at pakke ting ind som ellers er kutyme for de fleste, i mere eller mindre grad. Jeg er tit den der stiller mig foran en flok med en holdning og kæmper for den med næb og klør, kun bakket op af skuldre klap i det skjulte. Jeg ved jeg er et røvhul! Eller i det mindste at jeg virkelig kan være det. Jeg ved at jeg ofte glemmer at tænke, men bare fyrer følelser af, sort på hvidt, negativt som positivt. Jeg mener det jeg skriver, altid!!! Men jeg bliver ofte mistolket i mit budskab, specielt af folk der ikke kender mig. Jeg ved det er min egen skyld, der er nærmest blevet mit image at være en skarp kælling, ingen kan få ned med nakken…

MEN, jeg er et menneske. Jeg har følelser, andre end vrede. Jeg kan blive ramt, jeg kan blive så ramt at jeg logger af nettet og får tåre i mine øjne. Jeg undlader ofte at skrive på ting, fordi jeg VED det kommer til at gøre ondt på mig at tage kampen om det. Sådan kender mange mig ikke. Men sådan er JEG, det menneske jeg. Jeg er meget mere end et nick, jeg er meget mere end en hidsig kælling, jeg er meget mere end skarpe kommentarer, om end jeg er god til at dele dem ud.

Jeg hader når jeg bliver misforstået, jeg hader at når jeg skriver noget i en god mening, så fordi det lige netop er MIT nick, der står i bunden af det der er skrevet, så tror folk at jeg mener det sarkastisk. Jeg ved det er min egen skyld! Jeg bebrejder INGEN, andre end mig selv! Men når jeg skriver ”Det forstår jeg ikke, hvordan er du kommet frem til det?”, så kan det læses nedgørende eller som om jeg ønsker oplysning. Få vælger at tolke det negativt, men hver eneste gang gør det ondt.

Jeg overvejer i perioder at skifte nick, slette alle billeder og alle tegn af mig. Starte forfra… Oftest overvejer jeg det når jeg er sårbar. Når jeg lige netop den dag havde behov for at logge på, for at møde gode venner og bare glemme noget andet, lige netop den dag, er der en der misforstår mig fordi jeg er mig. Jeg oplevede det for nyligt på min blog, jeg skrev pænt tilbage og med det samme fik jeg besked om at jeg dunkede personen i hovedet. Jeg blev så inderligt ked af det, for det var absolut ikke min mening, jeg svarede bare på en kommentar…

Jeg vil IKKE have ynk!!! For det fortjener jeg ikke, jeg er 100% selv skyld i det. Dog vil jeg gerne gøre opmærksom på at, selvom man nogle gange farer frem med 100 km. I timen, altid har et modsvar og argumentere sarkastisk og til tider alt for følelsesladet. Så kan man godt være et ganske ok menneske, man kan lige som andre godt være usikker, bange og fortvivlet. Det værste er at man selv er bevist om ansvaret, ved at være en provokatør og fremme i skoene, man ved allerede på forhånd at dette er konsekvensen. Alligevel bliver det ved med at gøre lige så ondt…

Men så kan jeg jo lære det!!! Måske, måske ikke… Jeg tror ikke jeg ændre på den jeg er, jeg må tage de dage med. Heldigvis har jeg folk omkring mig der elsker mig, til lige netop de dage. De roser mig og fortæller mig at jeg er dejlig og jeg modtager en bamsekrammer på msn. Det hjælper!!! Husk at når du læser det en anden har skrevet, at det ikke altid skal læses som fanden læser biblen, heller ikke selvom det skal 9 ud af 10 gange, måske heller ikke selvom personen aldrig har givet dig grund til at tro andet.

Jeg har valgt mine kampe og jeg tager mine nederlag… Men nogle gange er jeg godt nok træt af fordømmelsen på frontlinjen, i sådan en grad at jeg overvejer pension, fra det hele. Jeg skriver ikke denne blog fordi du skal tage stilling, fordi du skal have ondt af mig, eller fordi du skal fortælle mig at jeg fortjener det fordi jeg ofte er en idiot. Men fordi jeg har BRUG for at vise, at selv bag den mest latterlige kælling, gemmer der sig følelser.

At være barn af en SM’er. (Del 1)

Da det pt. Igen er oppe til debat hvor meget ens børn skal kende til forældrenes seksuel liv, synes jeg at jeg vil berette om hvordan det er at vokse op i et SM hjem. Dette er ikke skrevet for at træde på nogen, eller på anden vis være en røv. Det er personlige erfaringer, som til stadighed fylder meget i mit liv.

Min mor var aktiv SM’er så langt tilbage jeg kan huske. Jeg havde ingen idé om hvad SM var, men nogle ting var svære at skjule når man havde en nysgerrig møgunge under samme tage. Og det var lige nettop det jeg var, jeg elskede at gå på opdagelse i min mors hus, komme ind steder jeg ikke måtte være og lurer på hendes hemmeligheder.

Det første jeg fandt var en dobbelt dildo, sådan en hvor der er til både røven og fissen og så kunne den vibrere. Den var faktisk lidt sej selvom jeg ingen idé havde om hvad den skulle bruges til i mit dengang ret uskyldige sind. Dog vidste jeg at jeg ikke skulle spørge min mor, for jeg havde jo faktisk rodet i hendes soveværelse som off limets, så i stedet viste jeg den til min bedsteven Morten og vi brugte dage på at diskutere hvad den skulle bruges til. Vi afsluttede med at konkludere at den måtte være til at lave en speciel slags flødeskum til Irish Coffé og det var derfor den var forbudt for børn.

Næste projekt var døren med hængelåsen på nede i kælderen, men at finde en nøgle der passede i låsen var lettere sagt end gjort så et mellem projekt blev det store opbevaringsrum også i kælderen. Der var alt fra pyntegenstande til gamle billeder, julepynt etc. Det var spændende at være på skattejagt, ikke at det var så forbudt andet end min mor havde sagt jeg ikke skulle rode rundt derinde fordi jeg kunne komme til at ødelægge noget.

Min skattejagt ledte mig til en kasse helt inde bagved, fuld af billeder… Det er lige sådan noget en lille opdager kan lide at finde, så satte mig med noget Maja kakao og en æske rosiner og lavede fedt finger på alle billederne imens jeg kiggede dem igennem. Jeg husker ikke dem alle, men dog husker jeg billeder af en mand hængt op over vores sofabord imens min mor og hendes veninde Dorthe var næsten nøgne og kyssede med hinanden foran ham. Der var også et billede af min mor med en blå violet numse og andre billeder i den dur. Igen skulle min bedsteven Morten se billederne, nu jeg havde fundet en sjælen skat. Dem sad vi så og kiggede på og undrede over hvad det var for noget fjollet noget.

Skattejagten ledte mig igen op i min mors soveværelse og der lige der på væggen under Indiana Jones pisken, der var en nøgle… ARGHHH HAAA det måtte være den til det aflåste rum i kælderen, spændende spændende og denne gang var Morten med mig. SÅ SEJT!!! Vi spurtede ned i kæleren og låste hængelåsen op, og jo minsandten om vi ikke havde fået adgang til det hemmelige rum, der var en masse sorte møbler og flippet mange lysestager.

 

I højre hjørne var der en gabestok sat sammen med en briks og min geniale idé var at jeg skulle prøve at sætte Morten fast i den, hvilket han var helt enig med mig var en fed idé. 1, 2, 3 og Morten var spændt fast i gabestokken og jeg kildede ham helt vildt meget uden han kunne gøre noget, altså indtil han til sidst blev sur og begyndte at græde. Jeg sagde undskyld og slap ham fri og igen var vi gode venner. Vi fandt på denne geniale plan at vi skulle lokke Mikkel en fra vores klasse med derned og sætte ham fast og drille ham.

Der gik nogle dage og min mor opdagede aldrig at jeg havde været dernede. Mikkel fulgte med mig og Morten ned i kæleren og spændte ham fast i gabestokken og gik op og så en tegnefilm. Til at starte med var det ret morsomt, men tegnefilmen var faktisk også ret god og vi glemte hurtigt Mikkel i kæleren og kom først i tanke om det flere timer efter. Vi skyndte os ned og befriede en sovende Mikkel der havde grædt, imens vi undskyldte helt vildt.

Nå men det var så et par af de oplevelser som min mor aldrig har haft viden om, hun ved jo self. Godt om den gang jeg ringede efter min bedstefar fordi jeg troede at hendes kæreste var ved at dræbe hende nede i kælderen, hvor han ankom og skældte hende hed og ære fra. Behøver jeg at sige hun aldrig dyrkede SM imens jeg var i huset igen???

Det jeg har skrevet om mine barnlige skattejagter efterlod absolut ingen ar på min sjæl, faktisk havde jeg ingen venner haft, havde der slet ikke været noget problem. Jeg så det med uskyldige barnlige øjne og ikke som det hard core seksuelle. Men nu havde jeg venner og de skulle opleve min verden sammen med mig. Hvad jeg ikke vidste var at det var forkert i samfundets øjne at et barn kan finde sådanne ting, men det blev jeg så ret meget klar over.

Jeg måtte ikke lege med Mikkel og Morten mere, ikke for min mor men for deres forældre. Fordi Mikkel og Morten havde fortalt deres forældre om min mors seje aflåste rum i kælderen, om dildoen og om porno billederne. Mikkel og Mortens forældre ønskede ikke deres børn skulle udsættes for den slags, og jeg hørte under den slags fordi jeg boede i det hus sammen med min mor.

Der gik ikke længe inden flere og flere fra min klasse ikke måtte lege med mig, jeg forstod ikke hvorfor jeg aldrig kom med mine venner med hjem mere, eller hvorfor de aldrig besøgte mig? Men jeg var meget ked af det og følte ikke længere at jeg passede ind, jeg forstod ikke hvorfor, men jeg vidste at jeg måtte være anderledes.

Jeg forstod det først en del år efter da jeg snakkede med en der hed Torben 2 årgange ældre end jeg, der heller ikke måtte lege med mig. Jeg spurgte ham hvorfor han ikke måtte det, og hans svar var at det var fordi min mor var til SM og havde spankingrum i kælderen. Jeg var frygtelig ked af det, men turde stadig ikke at sige noget til min mor, for jeg havde jeg rodet i hendes ting og det vidste jeg godt at jeg ikke måtte. Så jeg accepterede at min omgangskreds kun bestod af rødderne i klassen. Fordi de var de eneste hvor forældrene var ligeglade nok til at jeg måtte lege med dem. Det var forresten med den gruppe at jeg blev optaget i hulen hvor vi stjal pornoblade og røg smøger.

Det sidste år af min skole i det lille landsbysamfund blev jeg kaldt Luderen, ikke fordi jeg havde solgt mig selv, eller i det hele taget været seksuelt sammen med nogen. Men fordi min mor havde spankingrum i kælderen og beskidte billeder. Jeg havde det frygteligt… Ville ønske at jeg aldrig havde været på skattejagt nogensinde….

Dermed sagt… Ja jeg havde en mor som jeg kunne snakke med ALT om, jeg har altid været stærk i min seksualitet og var jeg i tvivl om noget kunne jeg tage en bog på hylden, der var indenfor ALT der havde med sex at gøre… Men i forhold til det knæk jeg havde som barn af at være datter af en SM’er, ville jeg nok hellere have undværet styrken i min seksualitet….

 

Dette er noget jeg har skrevet for længe siden, som en opfordrede mig til at ligge på min blog her. Jeg har valgt at kalde det del 1, fordi jeg har planer om at skrive noget mere, om konsekvenserne ved at være barn af en SM’er…

Lagerhallen

Jeg fantaserer frygtelig meget for tiden. Jeg kan faktisk næsten ikke koncentrere mig om andet, jeg tager sågar mig selv sidde og blive liderlig i skolen. Fantasierne spænder vidt og bredt, men mest ovre i mere hardcore Dominans. For tiden fylder min yndlings fantasi meget, faktisk så meget at jeg bliver nød til at skrive den her.  😉

Han sidder overfor mig og jeg kan se hans sind er åbent, jeg lægger min hånd blidt på hans kind og hen presser ansigtet imod den, jeg elsker når han gør det. Jeg kigger på ham, har bare lyst til at trække ham helt tæt på, at nyde ham helt alene, i vores egen lille boble. Men jeg ved uret tikker og der er en plan der skal udføres. Min hånd forlader hans kind, men griber hans hånd. Jeg kigger på ham, bestemt, men kærligt, spørger ham om han stoler på mig? Han svarer uden tøven ja!

Jeg rejser mig og henter et glas vand, sætter det foran ham på bordet og går om på den anden side og sætter mig ned. Jeg kigger på ham, minder ham om at han stoler på mig og ligger en pille foran ham på bordet. Han ser forvirret ud, og jeg lader ham forblive det, bare lige for en stund. Fanger hans blik og siger ”Hvis du stoler på mig, så tager du denne pille, når du har taget den vil du føle dig sløv, du vil falde i søvn. Når du vågner igen ved du ikke hvor du er, eller hvad der skal ske. Men du gør det hvis du virkelig stoler på mig!”

Han kigger vantro på mig, ingen informationer andet end, at han selv har valget om at tage pillen, på bordet foran ham. Jeg ved han har lyst, jeg ved at han gør det, han er for nysgerrig, spændt og liderlig til at lade være. Men i det mindste ser han ikke billig ud, fordi han overvejer det. Han tager pillen op imellem sine fingre og leger lidt med den, hans øjne er glasklare, vi ved begge hvor den ender. Han kigger op på mig og jeg nikker og smiler kærligt, hvorefter han ligger pillen på sin tunge og drikker vandet i glasset.

Jeg smiler tilfreds, rejser mig og går om til ham på den anden side af bordet. Jeg tager blidt fat i hans arm og trækker ham med over i sofaen, jeg ved at han skal slappe af for at pillen vil virke. Så jeg lægger mig ved siden af ham og nusser ham blidt i håret imens jeg fortæller ham at jeg elsker ham. Jeg kan mærke hans vejrtrækninger bliver dybere og dybere, hans krop mere og mere slap, bliver et kort sekund nervøs og bange for om han nu er ok, men jeg har fået at vide hvordan dette virker, så stikker en finger i jorden og nøjes med at være meget opmærksom.

Jeg napper ham forsigtigt i nakken, og der kommer ingen reaktion, nu ved jeg at han er væk og jeg har et spillerum på mindre en halvanden time. Jeg rejser mig og ringer op, telefonen bliver taget i den anden ende og jeg fortæller at pigerne godt må komme ind, de har holdt i en varevogn ude på vejen. Et kort øjeblik efter står de i døren, og vi griber alle fat i ham og løfter ham forsigtigt, hans øjne flakker kort og han forsvinder igen, imens vi bærer ham ud i varevognen og lægger ham forsigtigt ned på tæpper.

Vi skal heldigvis ikke så langt, en tom lagerhal i nærheden, godt nok låst af, men jeg kender en der har en nøgle, så det ville ikke blive det store problem, og så kunne jeg med sikkerhed vide der ikke kom andre. Vi ankommer til lagerhallen, og slæber denne granvoksne mand ind i hallen. Jeg havde været der dagen før for at sætte op, så det hele næsten var klart.

En stor solid briks midt i rummet, nogle stole og et lille bord, og et stort bord ved siden af briksen. Han blev med møje og besvær lagt forsigtigt op på briksen, han er tung for en lille flok kvinder uden store bøffer. Jeg sætter en taske hen til en af de andre kvinder, og beder hende pakke den ud på det store bord, imens den anden kvinde dækker et ”hyggeligt” kaffebord henne ved stolene.

Jeg tager den anden taske frem og går i gang med at spænde ham fast til briksen, kigger på uret og opdager der kun en halv time til at han måske begynder og vågne, og spænder ham aggressivt fast til briksen, så jeg er HELT sikker på at han ikke kan komme fri når han vågner. Hængelåse klikker og lyden af kæder og læder rundt om briksen fylder rummet. Jeg tager en maske op som det sidste, tøver med at give ham den på, jeg vil jo gerne være sikker på at han er ok. Han misser igen med øjnene og kommer med en smaskelyd, jeg frygter at han vågner lige om lidt os lader masken glide ned over hans ansigt.

En af kvinderne er igen kørt, imens de 2 andre har skiftet til stilletter, så man rigtigt kan høre det når de går rundt. Jeg skynder mig selv at hive mine kondisko af og skifte til stilletter, jeg ved at han vil finde lyden af kvinder fræk. Jeg tager en kop kaffe og sætter en stol over ved siden af briksen, der er helt stille i hallen foruden lyden af kvinder der sipper kaffe og min hånd der leger med kæderne hen over hans krop. Nu venter vi bare på at han vågner.

Jeg begynder at blive utålmodig og lader min stillet ramme briksen rytmisk, imens jeg vipper med foden. Der går ikke længe inden han begynder at virke forstyrret i sin søvn, drejer hovedet fra side til side langsomt og mumlende. Pludselig forsøger han sætte sig op, en nærmet panisk reaktion på at han ikke kan bevæge sig og ikke aner hvad der forgår. Jeg aer ham over hovedet og siger blidt ”Jeg er her for dig, du stoler på mig og jeg passer på dig!”.

Han kommer med et par klynk, en usikker lyd, jeg ved lige hvor han er. Jeg kigger over på en af kvinderne og nikker. Hun rejser sig og spadserer over imod os, han stivner over lyden af hendes stilletter, han kan jo mærke min hånd på sit hoved, så hvem er det der kommer. Hun går hen til fodenden og trækker blidt negle fra ankel, op over benet, låret, hviler lige ud for hans pik, cirkler rundt om området, men lader hånden glide op over hans mave og igennem håret på hans bryst.

Hans vejrtrækning er hektisk, hans lyde fortæller mig at han er langt væk, helt uden kontrol. Det eneste der holder ham fra at sige Cirkus, er at jeg er der og han VED jeg passer på ham. Hendes hånd glider langsomt ned imod hans pik igen, denne gang for at gribe den ganske let. Hun masserer den, studerer den, og ganske imod hans vilje hilser hans pik igen ved at langsomt rejse sig.

Imens hun står med hans pik i hånden og jeg aer ham hen over hovedet, kysser uden på masken og hvisker søde ting i hans øre om hvor stolt af ham jeg er, rejser den 3 kvinde sig og går over imod briksen. Han stopper helt med at trække vejret da han hører hendes stilletter han over gulvet. Der kommer et klynk og han drejer hovedet over imod mig for at finde tryghed. Jeg forsikrer ham om at jeg passer på ham og knuger ham let. ”Jeg elsker dig, du er mit dyrebareste eje, jeg vil altid passe på dig!”

Den 2 kvinde masserer hans pik hårdere og han sukker, jeg stopper hende og siger ”Nej når det nu er den sidste gang længe, vil jeg gerne være den der gør det!” Det gibber i ham, jeg krammer ham endnu en gang og siger at han bare skal slappe af og nyde det, og at jeg er lige ved siden ham, ”Jeg forlader dig aldrig!”. Jeg smører mine hænder ind i massage olie og griber hans pik, leger med den, jeg kender ham så godt at jeg ved lige hvordan jeg skal få ham til at miste AL kontrol når jeg har hans pik imellem mine hænder.

Jeg leder ham til orgasme adskillige gange, men lader ham ikke komme før han er ved at sprænges. Til sidst sætter jeg hånden over hans mund og laver de magiske bevægelser, der altid får ham til at miste jordkontakt og i stedet blive sendt imod stjernerne. Der går 10 sekunder og hans krop bliver helt spændt, han brøler orgasmen ud, under min hånd. Sperm bliver skudt ud af ham i kaskader og han ryster over alt, det er heldigvis en af de helt store jeg har ramt.

Jeg slipper hans pik og tørrer mine hænder i et håndklæde, tørrer det værste sperm og olie af hans pik. Finder en flaske vand frem, et sugerør og lader ham drikke lidt, han slubrer vandet i sig. Jeg stiller vandflasken væk, lægger et tæppe over ham, kysser ham på panden og sætter mig på stolen og kigger på ham, lader ham falde ned efter orgasmen, prøvelsen er lige om hjørnet.

Da jeg har røget en smøg, kan jeg se at hans hektiske vejrtrækninger er faldet lidt ned. Jeg kigger på den 2 kvinde og siger tag for i dag, giver hende et kram og hendes stillettet klikker hen over gulvet på vej ud. Han virker rolig, måske han tror det er overstået, måske han har glemt at der er en kvinde mere i rummet, måske han bare har accepteret at jeg har kontrollen, jeg ved det ikke. Jeg bliver nød til at se hans ansigt, se hvor han er henne.

Jeg trækker masken af ham og hans øjne ruller rundt, jeg har ham altså hvor jeg vil have ham. Jeg griber hans kæbe rimelig hårdt, ”Kig på mig” siger jeg med en hård stemme og hans forskrækkede øjne fanger mine. ”Nød du din orgasme” siger jeg lidt blidere, han nikker, stadig med øjenkontakt. Jeg smiler og kysser ham dybt. Jeg drejer hans hoved så han får øje på den anden kvinde ved bordet, han forsøger at dreje hovedet tilbage imod mig, lettere chokeret, han havde glemt at der var flere!

Jeg holder hans hoved fast på hende, rykker mig helt ned ved siden af hans øre, ”Den orgasme, bliver den sidste i de næste 3-4 uger!” jeg slipper hans hoved i samme øjeblik som jeg har sagt det sidste ord og han drejer det voldsomt over imod mig, han kigger på mig som han ikke kan tro hvad jeg lige har sagt, som om han forsøger at finde en anden grund til at der står en kvinde med gummihandsker på og at han er fikseret. Men han ved i bund og grund godt hvad der skal ske!

Jeg nikker til den anden kvinde og hun træder over ved siden af briksen, imens han klynker og tiggende kigger mig i øjnene, for at lede efter en mulighed for at slippe. ”Jeg passer på dig, alt hvad jeg gør, er for dit eget bedste, jeg kunne aldrig drømme om andet!” men ord virker ikke, han er i panik. Jeg krammer og kysser ham, men han er på vej langt langt væk fra mig, han er på flugt ind i sin egen verden, nægter at befinde sig i den virkelige.

Jeg slår ham, en lussing. Han kigger chokeret på mig! ”Du skal ikke gå fra mig, du bliver her, du er MIN, jeg vil have dig her, jeg vil være der for dig, du skal lade mig passe på dig!” Han holder blikket, jeg kigger på ham og siger at jeg elsker ham, at han er mit et og alt, at han skal gøre dette for mig, for os. Han er spændt, han trækker vejret i hurtige ryk, hvilket var forventet, men han er ikke lukket inde i sin egen verden længere.

Den anden kvinde spritter af og jeg krammer ham, holder fokus på hans blik, kommer med bunker af komplimenter, trøstende ord, skiftevis med en sukkersød stemme og en mere bestemt. Jeg er nervøs på hans vegne, men lader det ikke skinne igennem, han skal bare vide at jeg er stærk for ham. ”Er du klar?” siger kvinden og kigger over på mig, hans øjne spærres igen HELT op, et sidste forsøg på at sige nej uden at gøre det.

Jeg kigger på ham, meget kærligt, ”Så er det nu min egen, jeg passer på dig, jeg svigter dig aldrig, jeg er lige her, jeg forlader dig aldrig, jeg elsker dig!” Jeg holder min øjenkontakt med ham, imens jeg fortæller den anden kvinde at jeg er klar. Han klynker allerede, der er intet sket, men nervøsiteten er overvældende, jeg forsøger det bedste jeg kan at trøste ham og forsikre ham om at det er for hans eget bedste, gentager de samme sætninger og ord, bliver ved med at lade ham vide at jeg er der.

Den anden kvinde fortæller mig at nu sker det, jeg kigger fast på ham, beder ham tage en så dyb indånding som han kan, han klynker i stedet og jeg må gentage mig selv, nu med en meget hårdere tone. Han trækker vejret dybt ind og da han langsomt begynder at puste ud igen føres nålen igennem hans pikhoved, det går stærkt, han når næsten ikke at skrige. Jeg kysser ham på panden og fortæller ham at nu er det værste overstået og han bare gør mig SÅ stolt.

Den anden kvinde finder ringen frem, og drejer den igennem det nylavede hul i hans pikhoved ind, hans ansigt vrider sig i smerte og mit hjerte bløder for ham. Jeg kan ikke lide at se ham lide på denne måde, men jeg ved det er overstået lige om lidt. Jeg kysser og trøster, krammer alt hvad jeg overhovedet kan. Han hulker en smule, enkelte tårer forlader hans øje, på samme tid med at et par af mine også får frit løb. Jeg er så stolt af ham!

Den anden kvinde siger ”Sådan, det er overstået nu!” Jeg takker hende kort og siger at vi snakkes ved. Hun pakker sine ting og forlader hallen. ”Vi er alene nu min skat!” Jeg griber hans kinder med mine hænder, kigger i hans øjne og siger at det ok, han må godt give slip. Tårer triller ud af hovedet på ham, jeg fortryder at jeg har lænket ham sådan fast, jeg vil så gerne være helt tæt på og trøste, men jeg ved det er det bedste lige for nu.

Jeg rykker så tæt på ham jeg kan og græder stille med ham, lader ham lukke ud hvad der gemte sig dybt inde. Jeg nusser, krammer og kysser og bliver ved med at sige at det er ok! Efter noget tid bliver hans tårer til størknet salt på hans kinder og kun få snøft er tilbage. Jeg fanger igen hans blik, ”Elsker du mig?” spørger jeg blidt, ”Ja” svarer han imens han putter hovedet imod min hånd.

 

Forsættelse følger… Denne fantasi er lang og besværlig at beskrive… det meste er billeder i mit indre, men det kræver nok noget mere sammenhæng for den der læser. Så jeg føler at forsætte når overskuddet til at skrive er lidt større… 🙂

Jeg slår op!

Årghhh denne frygtelige tid, hormonerne bruser og man kan overhovedet ikke styre følelserne. Mange kender den, få har aldrig oplevet det. Jeg har haft stor glæde af at få en hormonspiral, jeg bløder næsten ikke når den tid kommer, men jeg har til gengæld dobbelt op på hormon i den periode og det er blevet en dræber. Jeg har ellers altid sagt at kvinder med ”PMS”, var bare en latterlig undskyldning for at opføre sig som en kælling, jeg er blevet klogere.

Jeg er blevet en frygtelig PMS kvinde, min kæreste siger at jeg ikke er det værste tilfælde han har set overhovedet, men jeg kan jo ofte bagefter se, at jeg ikke synes min opførsel har været ok efter min bog. Desværre for min ellers skønne kæreste som på ingen måde fortjener det, er det altid ham det går ud over. Jeg gætter på at det er noget med tilliden til ham, jeg stoler jo på ham mere end noget andet menneske, jeg elsker ham og føler mig tæt forbundet med ham. Derfor er det også ham jeg lukker ind når jeg har det svært, PMS er svære følelser, ergo får han også dem alle.

Jeg skælder ham ikke ud, jeg smider ikke med ting, jeg ”skaber” mig ikke. Men jeg er sårbar, jeg er jaloux, jeg er krævende, jeg har brug for overdrevet meget bekræftelse. Jeg forsøger som regel at undertrykke det, at lade ham slippe for det, ofte tror jeg slet ikke at han ved at jeg sidder og er sårbar, selvom jeg er lige ved siden af ham. Andre gange er han ikke i tvivl, for så starter den time lange samtale om jeg er god nok til ham, om jeg nu gør det og det godt nok, om nu han er sikker på at hende der ikke er bedre for ham. Stakkels mand!

Han bærer over med mig, han er den bedste i verden. Men nuj hvor er jeg frygtelig i mine øjne. Tænk at når man har en så loyal, trofast og fantastisk kæreste, at han så skal udsættes for det en gang om måneden. Jeg krummer tær… Er flov! Specielt når jeg godt kan se det selv, når jeg ved at selvom han for 2 timer siden sagde at jeg var den bedste, den dejligste og at han glæder sig til vi inden længe skal have en hverdag sammen, at han har brug for mig i hans liv, så sidder jeg stadig med et fikspunkt på om mine bryster nu er store nok, om jeg er for tynd, om jeg knepper godt nok, om jeg er god nok til at tænde ham, om jeg er nu er god nok til noget som helst…

Dumme dumme kvinde!!! Når jeg bliver voksen vil jeg være en mand, så jeg ikke skal sidde med de her dumme latterlige hormoner og opføre mig som en galning. Nu er jeg blevet en af de kællinger som jeg lige netop aldrig har villet være, og min ”undskyldning” er PMS… Det er fandme ikke en legal grund til at sidde i time efter time og være så usikker at det er kvalmende at høre på. TSK

Heldigvis er jeg ikke blevet SÅ slem som mange jeg hører om, jeg kan holde det meste igen og kan faktisk være meget hyggelig at være sammen med det meste af tiden. Men når den så lige bryder igennem, jamen så skal der altså snakkes igen og igen om de evigt samme ting, jeg er ikke engang kreativ nok til at finde på nye områder hvor jeg kan være sårbar, det er altid det samme. Det værste er nok at de samtaler er KOMPLET ubegrundet, han fortjener slet ikke at jeg er usikker, for jeg bliver behandlet bedre end nogensinde, jeg ved hvor jeg har ham, jeg ved han aldrig vil svigte mig, hvis han kan undgå det.

Lorte PMS, dø og brænd op i helvede!!! Jeg slår op!!!

At tænde på overgreb

Jeg tænder på overgreb, og inden jeg skriver videre informere jeg lige om, at jeg ikke gider, at lege definitions krig på det ord. *Smiler super nuttet, men strengt*

Mange tænder på voldtægtslege, specielt med deres egen partner. Et rollespil om man vil, det var nok et af mine aller første direkte tænd punkter jeg kunne sætte en finger på. Men med årene har det udviklet sig, for mig er voldtægtslege ikke længere det største tænd punkt, men selve overgrebet.

Pik er på ingen måde en nødvendighed her. Det handler om at jeg vil krænkes, jeg vil have mine grænser overtrådt på de mest ufede måder jeg kan tænke mig til, jeg vil at han ikke respektere mig for noget som helst. Den bedste måde for mig at blive udsat for overgreb er ved at skabe angst, altså rigtig angst. Eller blot at gribe fat i en der allerede er der.

Min bedste leg til dato var at blive efterladt i en mørk, kold skov. Jeg er dødsens angst for at blive forladt, og det gjorde så meget mere ondt end jeg er i stand til at beskrive. Legen var på ingen måde seksuel, men jeg ville for alt i verden ikke undvære oplevelsen. Det var nemlig et af de overgreb som jeg bærer med mig for evigt, som en oplevelse ingen eller intet ville kunne erstatte.

Det hårde brutale psykiske virker for mig, også langt udover fornuft… Min dybeste fantasier ville sikkert knække mig i sådan en grad at jeg aldrig ville blive hel igen, derfor er der heller ingen der har villet udleve dem på mig, måske heldigvis…

Nogle gange bliver jeg sq bekymret på mine egne vegne. Heldigvis har jeg en kæreste som er meget meget bedre til at holde tilbage end jeg er, han har sågar måttet stå til måls for brok over at han ikke gik langt nok, selv når han var gået længere end man kan forvente af noget menneske. Altså i situationen ønsker jeg jo ikke mere, men bagefter kunne han da godt lige… *GG*

Jeg kan ikke overfor mig selv forklare hvorfor jeg tænder på det. Altså smerte, kan jeg forklare ved at det føltes rart. Men det gør et realt overgreb/knæk jo ikke, det er på ingen måder rart eller lækkert, ikke engang forløsende. Så hvorfor pokker jeg tænder jeg på det? Jeg kan ikke forklare det…

Endnu værre er det at jeg som kassefri kasse menneske ikke har en kasse som jeg ikke ønsker at putte det i. Altså hvis der så bare var et begreb, jeg alligevel ikke troede på passede, men jeg måske kunne sætte den ene lille tå i… Men det kan jeg ikke, jeg kender så uhyggeligt få der tænder på reale overgreb, mange der tænder på fantasien eller rollespillet, men ikke når det bliver mere virkeligt end det… (Og jeg synes ellers at jeg efterhånden kender mange *GS*)

Jeg efterlyser ikke en kasse, for jeg vil sikkert ikke i den alligevel. Dog søger jeg måske en forklaring på den lyst, fordi jeg ikke selv længere kan se det logiske i den, som jeg kan med stort set alt andet i min seksualitet. Det er for mig frustrerende at jeg tænder på noget jeg ikke på nogen måde kan forklare hvorfor…

Undskyld den lidt rodet blog her, den er skrevet imens jeg tænker, faktisk havde jeg tænkt mig at forklare min lyst, men det gik vist i en retning af spørgsmål i stedet… Og endda spørgsmål jeg tvivler på de fleste kan svare på… Jeg kender realt kun en, men måske jeg kan finde nye og få lidt indsigt…

 

(Hvis du sidder med nogle svar eller lign. følelser der ude, så knyt super gerne en kommentar, den vil være meget meget kærkommen)

8 slag og 3 ord

Jeg er en lille spinkel kvinde, jeg har ikke et gram fedt for meget nogen steder og så er jeg masokist. Jeg tænder på store sorte-blå-lilla mærker der viser at jeg har udstået noget voldsomt, noget brutalt, noget smukt, noget lækkert. Men mærkerne udebliver, sådan har det været de sidste mange år, mere og mere for hvert år der går. Det er blevet en frustration at jeg ikke længere får mærkerne og jeg har begyndt at plage ham om at forsøge med det ene og det andet, bare for at få et mærke, selv når jeg risikere skader med varighed.

Vi havde aftalt en tur i SMil, hvor vi skulle prøve at frembringe mærker. Jeg var nervøs, jeg vidste at det her ville komme til at gøre ondt, rigtig ondt. Han bandt min hænder over mit hoved og sagde at nu, gjorde han det har for mig, jeg skulle så gøre det for ham. Det er et bisse trick, for jeg vil jo gøre alt for ham, inklusiv at gå igennem helvede. Han tog et lille fint spanskrør, markerede på forsiden af mit lår og bad mig trække vejret dybt. Svirp sagde det og et mindre piv/skrig forlod mine læber, der er jeg ikke blevet slået i flere år, det har altid været inderlår, røv og bryster.

En rød streg tonede frem på mit lår, imens han gik rundt om mig for at kunne komme til det andet lår. Igen fokus på hvordan jeg trak vejret og svirp, denne gang lidt hårdt og efterfulgt af et lidt højere skrig. Han var bestemt men på samme tid omsorgsfuld. Han gik bagved mig, markerede at nu ville han slå på min ryg. Der er jeg aldrig blevet slået med et hårdt redskab før, jeg er så tynd at man slår direkte på mine ribben, så det har folk holdt sig fra. Svirp og et bid i højre side af ryggen, det gjorde ondt, på den ikke rare måde, men var alligevel til at overkomme, for jeg gjorde det for ham.

Ud af den blå luft ramte det næste slag på venstre side af ryggen, et højt skrig af forskrækkelse og smerte forlod mine læber, imens tåre per omgående sprøjtede ud af mine øjne. Jeg samlede mig en smule og undskyldte min reaktion, at jeg blot ikke var forberedt, alt imens striben brændte modbydeligt bag mit skulderblad. Han accepterede min reaktion, havde sågar en form for forståelse af den, trøstede mig, omfavnede mig, var der for mig.

Igen fokus på mine lår, et slag under de andre røde streger på hvert lår, alle 4 mærker var høj røde, men så ikke ud til at blive andet end det, heller ej selvom det var et ikke brugt sted. Jeg elsker at hade det spanskrør, jeg elsker når han gør det imod mig jeg ikke kan lide, jeg elsker at elske ham for det. Tror snart der ligger en bestilling på at komme til at ligne tigerdyret. Men nok om det.

Han lagde spanskrøret fra sig og tog en tavs, skåret i tykt læder, med en tynd og en tyk ende. Jeg hader det redskab, inderligt. Jeg har igennem mine år i miljøet betragtet det som det redskab S’ere brugte, når de ikke kunne få en ned med nakken på andre måder. Jeg bryder fuldstændig sammen ved tanken om at han nu også gør det. Jeg er helt åben og sårbar, og så er det et så hadet redskab på den virkelig ufede måde han tager frem. Jeg tror faktisk jeg blev lidt sur på ham, men han holdt på sit, han havde bestemt sig for at jeg skulle slåes med den tavs, lige meget hvor meget jeg tudede og argumenterede for at jeg ikke kunne og ville.

Da jeg finder ud af at der ingen vej er uden om, låser jeg mine knæ fast, finder et fokus punkt, trækker vejret langsomt, forsvinder fra min krop. Han slår og den eneste reaktion han får er at jeg bider mine tænder aggressivt sammen. Han sætter tavsen i buksekanten og bliver sur, sur over at jeg lukker ham ude, sur over at jeg bider smerten i mig på den måde, sur over at jeg forsvarer mig selv sådan. Jeg fortæller at jeg ikke ved hvad jeg ellers skal gøre, at jeg ikke ville kunne håndtere det uden at lukke ned, men han kræver og irettesætter i et væk. Jeg synes han er en smule uretfærdig, selvom jeg godt kan forstå at han skal bevare kontrol og ikke jeg.

Igennem tåre, snot og hulkende mig, finder vi vejen igen, jeg forærer ham kontrollen, men måske i virkeligheden falder jeg bare for hans manipulation af mit indre. Jeg græder og græder, men jeg er klar, jeg trækker vejret, finder jordkontakten, tuder og ber om nåde, alt imens jeg står klar til at han nu kan give mig det slag som jeg rent faktisk også mærker i min krop. Jeg er åben, jeg kæmper imod min indre dæmon, jeg vil ikke lukke af, jeg bliver nød til at føle det han gør ved mig, for det er mest fair, det er det han forventer, det jeg skal leve op til.

Den tunge ende af tavsen rammer hen over begge mine baller, et grådkvalt skrig forlader mine lunger, og jeg synker sammen på gulvet, med hænderne strakt helt over mit hoved i hans reb. Tåre og snot løber ud af mig som havde man tændt en vandhane, slaget ramte ikke blot mine baller men hele mit inderste… Han sætter sig ved min side, trøster så godt han kan imens han binder mine hænder fri. Jeg falder sammen da rebet slipper mine håndled, putter mig ind til hans fod, kysser den i et væld af tåre, putter mig ind til hans fod. Grædende.

Han trækker mig hen af gulvet og sætter sig på en stol foran mig, jeg placeret på tæppet, tudende, ramt i mit indre. Han sidder og nusser mig i nakken imens jeg tuder og tuder, hans berøringer er kærlige og omsorgsfulde. Jeg holder krampagtigt fast i hans tøj, jeg har så meget brug for ham lige der. Han løfter mit hoved og fanger mit blik, kigger intenst og siger ”Jeg HAR dig!” ordene slog mig som en knytnæve i maven og imens han holdt min øjenkontakt brød jeg i 1000 stykker foran ham.

”Jeg HAR dig!” gentog han igen og igen, alt luften forsvandt og mit hjerte blev til det mest skrøbelige glas, han sagde ikke bare han havde mig, han sagde han passede på mig, at han elskede mig, at han altid ville være der for mig, at jeg kunne stole på ham, alt sammen i de 3 ord ”Jeg HAR dig!” og med et blik der kunne se ind i kroge af mit sind der aldrig har været betrådt før. 8 slag og jeg 3 ord, og jeg mistede min selvkontrol, mistede hvem jeg var, blev hans, blev knust og samlet, alt sammen på samme tid.

Han HAR mig!!!

Han er min klippe!

Hvis du ikke kan tåle at læse kærligheds erklæringer på yderst klammeste vis, så undlad at læse lige netop denne blog. 🙂

Jeg er i midten af en krævende periode i mit liv, denne uge er fuld af udfordringer af den hårde slags. I lørdags døde min bærbar, heldigvis kom kæresten mig til undsætning og jeg sidder nu med en sprit ny låne bærbar, på ubestemt tid. Det er ret vigtigt for mig da der var terminsprøve i sigte og eksamensforberedelse er gået i gang. Bærbar SKAL bare virke, det er for hårdt/besværligt at skrive det i hånden.

Søndag fik jeg den knusende nyhed at et af mine familie medlemmer var afgået ved døden, min familie er ret lille, så en hver der skrider i svinget, er en man kender og har et forhold til. Jeg græd næsten omgående og var næsten utrøstelig. Alligevel lykkedes det kæresten at samle de værste skår og vise at han var der for mig. Selvom han ikke som med bærbaren bare kunne skaffe en ny, når den gamle døde. Så fik han reddet det han kunne og nok til at jeg alligevel havde mod på den kommende uge.

I dag, torsdag faldt dagen for terminsprøven så. Jeg er super nervøs for den slags, jeg føler jo at jeg skal leve op til en pokkers masse forventninger. Min klasselære og de andre elever sætter nervøsiteten op ved at fortælle mig hvor meget bedre end de andre jeg er. Det har jeg slet ikke lyst til at være, og får jeg mindre end 12 har jeg jo nærmest dumpet… Puuuha… Det er hårde forventninger.

Jeg sidder der foran min bærbar efter en gang seriøst skuffende gruppearbejde, hvor jeg absolut INGEN feedback fik. Jeg synes starten går meget nemt da jeg får resten af mit materiale, men undervejs falder jeg lidt i den samme rille. I en rygepause ringer min mormor og snakker om begravelse, død, arv og andet man ikke har lyst til at tænke på, specielt ikke når man allerede er presset.

På vej ind til min bærbar griber min hånd det stålhalsbånd jeg bærer om min hals, det jeg har fået af ham, ham der giver mig styrke. Jeg stopper op og står ude på gangen foran lokalet, bare holder i halsbåndet, mærker den ro der altid er omkring ham, smitte af på mig. Halsbåndet blev til hans hænder der holdte trygt om min hals og roen indtog mig. Jeg gik ind i lokalet imens jeg stadig holdte fast i mit halsbånd, satte mig foran min bærbar og pludselig fik jeg skrevet 5 siden, inden jeg fik blinket. Jeg læste opgaven igennem, rettede fejl og printede den ud, afleverede den og følte mig både kølig og rolig. Det skal nok gå!

På lørdag skal jeg til begravelse, jeg ser ikke ligefrem frem til det. Men det bliver godt at, på en måde få sagt farvel til en der har været en stor del af mit liv, på samme tid med det bliver utroligt hårdt. Jeg havde regnet med at når min weekend blev så forkortet af begravelse, så ville han nok forslå at jeg blev hjemme og ikke rejste over til ham. Men hans ord og formuleringer var lige modsat, han ville rigtig gerne se mig og hvis jeg var indstillet på tiden i toget, så var jeg mere end velkommen. For fanden da!!! Jeg har verdens bedste kæreste nogensinde!!!

Han har overskud til mig, altid. Lige meget hvor presset han er, så er han der for mig, han komplimentere mig når jeg har aller mest brug for det. Han er en klippe i et vildt hav, jeg ville slet ikke vide hvad jeg skulle gøre uden ham. Jeg tror aldrig nogen har været der for mig i sådan en grad før, end ikke familie og venner. Jeg VED at han er villig til at smide alt i sine hænder for at sørge for at jeg ikke falder, det er mere end hvad man kan forvente af nogen, alligevel gør han det. Jeg er fandme en heldig pige…

HAM

Jeg har ikke set ham længe, lige netop det glimt i øjet der kan få mig til at tvivle på hele min eksistens. Ham som kan skræmme mig ved at grine på lige den måde, og ham som kan trykke mig ned i sengen på mest brutale vis, så jeg føler mig mere tryg end nogensinde. Han har været på ferie og jeg lige så, vi har slet ikke set hinanden, selvom vi fra tid til anden har haft muligheden og savnet.

Nu er han her og jeg er en forvirret dum lille gås! Jeg provokere og underkaster mig i et væk, jeg kan slet ikke finde rundt, selv når han viser mig min plads kan jeg ikke blive der, ikke fordi jeg ikke ønsker det, men fordi jeg vil ha! Jeg har savnet ham SÅ meget at jeg kravler på ham som en sugemalde på en alge. Jeg kan slet ikke få nok, jeg er som en teenager der har fået sin første kæreste, jeg dør hvis vi stopper med at holde i hånd! 😉

Han har NØGLEN, ikke bare en nøgle som tidligere partnere har haft. Næ nej, sin helt egen nøgle ind til mit aller inderste og han skal bare tænke på at bruge den, så har han mig i hans hule hånd, helt skrøbelig som en sommerfugl, han kan knuse mig uden at bruge kræfter. Jeg er ikke submissiv, hans ve og vel er ikke mit alt afgørende, men jeg vil gerne at han altid er glad. Men alligevel føler jeg at det sniger sig ind.

Jeg tiggede om at få mit halsbånd på, jeg sidder og spænder i min hals for at mærke stålet blive trykket imod min hud. Hvis han kiggede på mig lige nu og hentydede til noget, ville jeg gøre det uden først at tænke over det. Jeg elsker den følelse jeg har indeni lige nu, det han kan gøre ved mig helt uden at gøre noget. Jeg er selv ansvarlig for det meste af det, pt. Har jeg overbevist mig selv om at han er ved at planlægge hvad han kan bruge mig til, hvor sandheden nok nærmere er at han ser tv.

Lige om lidt spørger jeg sikkert om hvordan jeg skal stave et ord, eller hvad for et synonym jeg kan bruge i stedet for, og selvom han i alle andres øjne svarer helt almindeligt som altid, så i min verden er han, voldsomt styrende, han indtager mig og tryllebinder mig i det ord, det synonym. Jeg kan slet ikke se ham som min kæreste, som et menneske, som en ven. Han er ham, ham jeg sådan har savnet!

Det jeg skriver, giver sikkert ikke mening for dig der læser det. Det er helt fair, bloggen er nok nærmere skrevet for at jeg muligvis kan få styr på det mærkelige hoved jeg pt. Ejer. Jeg har endnu ikke fået styr på en fis, men jeg har anerkendt lige netop hvor meget jeg har savnet HAM og hvor meget magt han har over mig. Det i sig selv er svært, jeg elsker at være svag for ham, men jeg tør slet ikke sige det højt, tænk hvis han tager mig på ordet og igen glider ind og styre mit aller inderste…

Når overgreb er en nødvendighed

Dengang jeg var teenager var jeg en rod, jeg kom op og slås med folk så let som ingenting, ja jeg behøvede ikke engang en invitation. Jeg havde så meget vrede indeni der bare skulle lukkes ud hver eneste gang der var den mindste mulighed for det. Da jeg blev ældre lærte jeg at man det ikke var sejt at blive frygtet, men at blive respekteret så jeg gemte vreden og brugte hovedet i stedet.
Desværre er jeg blevet så dygtig til at lade være med at være vred at jeg aldrig rigtig bliver det, ikke sådan hidsig vred. Jeg kan godt hæve stemmen en smule men stopper altid mig selv og bruger hovedet i stedet. På et tidspunkt var jeg så fyldt af vrede at jeg var ved at gå ned psykisk fordi det krævede så meget at holde det inde, at det aldrig kom ud. Jeg følte ikke at jeg kunne tillade mig at blive sur, det var jo spild af energi der kunne bruges konstruktivt i stedet.
Jeg mødte en mand der ændrede mit forhold til vrede, jeg mødte ham da jeg havde det frygteligt indeni og så inderligt trængte til at komme af med alt hvad jeg gik og gemte på. Han kom hurtigt ind i mit inderste, fandt mine knapper og rørte dem fra tid til anden, dog uden at trykke på dem. Indtil den dag han brugte det hele imod mig.
Han tævede mig, på den virkelig ufede måde, jeg kunne ikke følge med i slag og spark, for slet ikke at tale om kræften af dem. Imens han på hånligste vis gjorde mig opmærksom på hvor magtesløs jeg var, hvor meget en taber jeg var, jeg kunne jo ikke engang finde ud af at blive sur, selv når det var berettiget. Han var koldere end is og ligeglad med mig. Jeg prøvede at tænke på det hele som SM, jeg prøvede at overleve ved at kalde det en leg, men det var umuligt for mig.
Jeg blev vred, jeg blev rigtig vred, på ham, på verden, på alt det jeg havde holdt tilbage så længe, han holdte mig nede imens jeg skreg som et såret dyr, det gjorde ondt, han holdte mig alt for hårdt fast og jeg var rasende over at jeg ikke var stærk nok til at mildest talt gennem tæve ham. Jeg brugte alle mine kræfter men lige langt kom jeg, jeg sad uhjælpeligt fast.
Og så knækkede filmen, han begyndte at nusse mig, fortælle mig at jeg var dejlig, fantastisk, smuk og ægte. Jeg blev med det samme ramt af skyldsfølelse, alt den vrede jeg havde lukket ud imod ham var han slet ikke berettiget til at modtage, han havde faktisk befriet mig for den. Jeg hulkede og hulkede imens han slap hans greb og holdt mig kærligt, imens han igen og igen bekræftede mig. Jeg kunne ikke se på ham, jeg gemte mig i hans arme imens jeg lukkede alt ud der havde gemt sig indeni.
Da jeg igen var ovenpå, vidste vi begge uden ord hvad det var han havde gjort og hvorfor. Han havde lavet et overgreb fordi det var det jeg allermest i hele verden havde brug for. Han havde givet mit en grund til at lukke vreden ud og da han åbnede for hanen fossede det hele ud. Jeg var lettet, gladere og et mere hel menneske efter det.
Vi har snakket mange gange om det siden, specielt når jeg kommer og siger til ham ”Jeg har brug for at være vred, hjælp mig!” Han ved hvad jeg mener og han gør det HVER gang jeg beder ham om det, fordi han er min bedsteven og fordi han forstår mig som ganske få gør. Siden den første gang har vi haft denne kamp med min pæne pige der ikke må blive vred, gentagende gange og hver gang er det for mig en forløsning udover alle grænser.
Jeg ved godt at jeg på et tidspunkt selv skal lærer hvornår det er oki at blive sur for alvor. Hvornår det er oki at skrige for sine lungers fulde kræft at, nu vil man fandme ikke finde sig i det mere, hvornår det er oki at slå hånden i bordet og ikke tænke over sine formuleringer. Men indtil videre er jeg dybt afhængig af at få hans hjælp til det. Indtil videre at jeg dybt afhængig af den slags overgreb, et overgreb der er bygget på mere forståelse end jeg nogensinde ville kunne forstille mig fra et andet menneske.
Hvilken bedre ven kan man ønske dig end ham der forstår en, og kan handle på det man har aller mest behov for? Uanset hvor dømt han ville blive hvis andre en dag så det udefra, så er jeg ovenud lykkelig for at han kan handle som han er i stand til. Jeg vil altid elske ham fordi han er en af de bedstevenner man overhovedet kan ønske sig og fordi jeg ved han elsker mig.