Vi havde ikke planlagt det vilde, ikke andet end at vi skulle prøve noget af med reb og se en film bagefter. Jeg har længe haft problemer med at afgive kontrol, selvom jeg virkelig gerne vil. En ting er at han altid vil kunne tag den, hvis han virkelig ønsker det, noget andet er at give det villigt væk. Så aftalen gik på at vi skulle binde det planlagte og jeg skulle afbryde mindst muligt, altså med plads til at jeg trods alt godt kunne bryde ind med div. Protester.
Vi startede stille og roligt, grinte og snakkede om hvad der forgik. Det var super hyggeligt og det var rigtig rart at være tæt på hinanden og bare slappe af. Engang imellem tryggede et reb det rigtige sted og samtalen blev afbrudt af stilhed, for så kort efter at vende tilbage til dialog. Jeg er skide besværlig for at sige det mildt, jeg er så irriterende tynd at der stritter knogler hist og her og blodomløbet lukker forholdsvist nemt, så dialog er lidt en nødvendighed her i opstartsfasen. Vi besluttede os for at binde med samme formål som før, men med en ny stilling…
Jeg lagde mig på maven og et reb blev bundet stramt over min lænd og rundt om puffen. Allerede der skred tankerne en smule for mig, men satme om jeg ville slippe for nemt, så lå og sludrede videre og grinte sammen med ham. Jeg begyndte at se forbi ting der ikke føltes rart og behageligt, holdte op med at ligge mærke til det. Efter et stykke tid med stilhed, spurgte jeg forsigtigt om det var ok at jeg holdte op med at deltage mere, om det var ok at jeg tog på en lille rejse. Han satte sig foran mig og fangede hurtigt hvad jeg mente og skulle lige stille et par spørgsmål omkring blodomløb i arme, da jeg havde konstateret at mine arme godt kunne klare hans lille plan, sagde jeg at alt var fint, så længe jeg bare måtte være stille.
Rebet kørte rundt på min krop, jeg gik ikke op i hvor det gik hen, de steder der gjorde ondt skiftede hele tiden, og jeg gav op i at holde styr på det længere. Hjernen begyndte at slå fra imens varmen fra brændeovnen og den blide jazz musik i baggrunden, begyndte at fylde alt og alligevel intet. Det var længe siden jeg sidst havde været ude og rejse, det virkede som ukendt land, men jeg valgte at stole på at han som altid kunne få mig sikkert igennem og gav slip.
Mine øjne var slørede, jeg prøvede at fokusere på hans blik, men lige meget hvor meget jeg prøvede, blev mit syn ved med at fejle for mig. Han aede mig over kinden og håret og bare var der. Alt var rart, i øjeblikke gjorde alt ondt og lige når jeg skulle til at brokke mig over det, så forsvandt jeg bare langt, langt væk ind i mig selv. Sådan svingede det hele vejen igennem, smerten i fødderne, i nakken og i halsen. Et reb blev bundet omkring mit hår og jeg nåede at tænke ”ååååh nej, det var lige så rart”, for så et kort øjeblik efter at kortslutte totalt. Braindead.
Jeg lå der, fanget og omfavnet, sårbar og tryg, smerteligt og behageligt. En kombination mine ord slet ikke formår at udtrykke. Jeg havde ikke regnet med det, det var ikke det der var planlagt, det skete bare og jeg kunne ikke stoppe det. En finger sneg sig indenfor og jeg tænkte ”Nej nej nej, ikke ødelægge dette, jeg er ikke liderlig, jeg er subbet” alt imens af safterne drev ud af mig. Min krop forrådte mig, jeg har aldrig været der før, der hvor hjernen er skudt af på en meditativ måde, på samme tid med at jeg var liderlig og min fisse grådig.
En finger blev til flere, min vejrtrækning blev besværet og i højere grad stønnende end før. En hånd og rebet til mit hår og der blev trykket bagud, mit hoved der blev løftet, smerten, magtesløsheden, kærligheden, trygheden, et væld af følelser, alt imens han hamrede fingre rundt i mit underliv og var ved at rive håret af mit hoved. Jeg kom en, to, tre? Fire? Fem? Aner ikke hvor mange gange, inden jeg kollapsede, hvilket nok var svært at se, da jeg var bundet så stramt. Men af en grund kunne han se mig, mærke mig, stoppede den hårde behandling og erstattede den med blide strøg over min nøgne hud.
Så nøgen, sårbar og så langt væk. Jeg tror jeg stønnede, måske så savlede jeg sågar, jeg ved det ikke. Jeg kunne ikke se, alt blev mudret sammen. Var jeg liderlig? Gjorde det her ubehageligt ondt, eller var det faktisk ok? Var jeg i subspace eller var jeg bare opslugt? Han spurgte mig om ting, jeg kan ikke huske dem og mine svar var sikkert heller ikke meget værd.
Reb blev trukket af mig og kulden trådte ind, jeg begyndte at fryse og ville faktisk gerne ud af rebet, men havde alligevel ikke helt lyst. Han træf beslutningerne for mig, så måske var det også lige meget hvad jeg havde lyst til. Da jeg kom ud blev jeg puttet ind til ham, lå med hovedet i hans skød og bare var til, jeg prøvede ellers at genvinde normal hjerneaktivitet, men det fik han hurtigt spoleret ved bare at være kærlig og give mig tid.
Nu sidder jeg så her helt varm af følelser og oplevelsen. Jeg er ikke komplet sikker på at min hjerne virker endnu, jeg er heller ikke sikker på at denne blog giver mening for andre end jeg selv. Men det er i hvert fald ikke sidste gang han får mig lokket med ud på en rejse. Tænk engang hvad en smule reb kan gøre, det havde jeg ikke forudset…
Virkelighedens Verden 
Sikke en dejlig fortælling 🙂